Baneinfo september

Hermed baneinfo september fra greenkeeperne:

1. Fairway

Fra og med i dag torsdag den 4/9 er det ikke længere tilladt at lægge op på fairway. Husk, at der ifølge golfreglerne er fridrop fra dyr, der graver (fugle og andre dyr). Vi har jo desværre fået lidt gåsebillelarver på fairway, som kragefugle er meget interesserede i. Det er derfor, de “vender” græsset for at få fat på billerne. Vi regner med at begynde at efterså de fairways, som har skader efter vand o.a., når vi har afholdt Danmarksmesterskabet den13.-14. september. Vi skal dog lige have aftalt, hvornår vi kan låne såmaskinen.

2. Greens

Vi har i weekenden den 30.-31. august vertikalskåret vores greens og efterfølgende topdresset greens mandag den 1. september. Vi har fået repareret vores Roller endnu engang og håber nu, den holder resten af året uden nedbrud, så vi kan gøre vores greens så gode som muligt til DM og til resten af sæsonen. Det var sidste gang, vi skulle låne vertikalskærerled, da vi jo som før nævnt har fået lov at indkøbe 3 stk. vertikalskærerled til næste sæson. Greens vil vi også begynde at efterså, når vi har afholdt DM. Her gælder også, at vi lige skal have aftalt lån af såmaskine, så vi kan ikke vide helt præcis, hvornår vi starter med dette. Vi eftersår som altid alle Greens, både 18 hulsbanen, Par3 banen samt vores indspils- og puttegreens.

3. Hjælperdag

Banehusudvalget afholdt hjælperdag søndag den 31. august, og vi vil gerne takke alle, som hjalp til på denne dag. Der blev luget på teesteder, ordnet stien på hul 5, lavet overgangen på hul 1 samt Nielsens bro på hul 13, renset toiletbygningen for ukrudt og rengjort tordenly. Der er blevet taget vejbred på udvalgte greens og klippet lavthængende grene langs vores stier. Tusind tak til alle, der deltog!

4. Nedslagsmærker

Vi kan stadig blive meget bedre til at rette vores nedslagsmærker. Vi går nu ind i efteråret, hvor det endnu vigtigtigere at få rettet sit nedslagsmærke, så der ikke er åbne såbed for ukrudt og svampe, når vi går ind i vinteren.

5. Vandingsanlæg

Vi har sidst i august repareret 3 brud på vores vandingsanlæg ved fairway på hul 2. Vi er i skrivende stund ved at rette det sidste til og efterså på de 3 brudsteder. Vi har nu rundet 10 brud på vandingsanlægget i år. Det er jo, som før skrevet, et ældre anlæg fra 76, hvor det er ældst, så vi må nok forvente, at brudene desværre vil fortsætte fremadrettet.

6. Teesteder

Der blev luget ukrudt på teestederne til hjælperdagen. Det er en tilbagevendende opgave, som er hårdt arbejde, da der jo er meget ukrudt i disse områder. Det er blevet besluttet at prøve at lægge flis ud på teestederne omkring bænke, skraldespande og teestedskiltene. Det er en opgave, et par frivillige allerede er i gang med.

7. Faste Frivillige

Jeg vil til sidst gerne takke de “faste frivillige”, som har påtaget sig en opgave; det være sig stor eller lille i denne sæson. Der bliver både revet bunkers, samlet skrald, fejet i bagrum, og områderne omkring klubhus bliver også passet af “faste frivillige”. Det er opgaver, som virkelig har hjulpet os i denne sæson – så stor tak for det!

Hilsen
Greenkeeperne