Nyhedsbrev 2012-04

Nyhedsbrev den 24. april

Sydsjællands Golfklub Mogenstrups kommentar til Parmatchklubbens dokument ”Nok er Nok”

Dokumentet ”Nok er Nok” kan ses efter bestyrelsens kommentar.

Historik:

I efteråret 2011 forespurgte Parmatchklubben om muligheden af at oprette en turnering over 5 matchdage i 2012, heraf en på udebane. Turneringen skulle foregå på fredage fra kl. 1600.

Bestyrelsen accepterede dette forslag mod at turneringen blev en åben turnering for par, med mulighed for løbende tilmelding, som ved alle andre turneringer i SGM.

Turneringsudvalget oprettede efterfølgende 4 turneringsdage i turneringskalenderen for 2012, i hhv. april (oprindeligt maj), juli, august og september. Denne blev udgivet i SGM klubblad nr. 1, 2012 og udsendtes i marts måned.

I marts 2012 modtog turneringsudvalget Parmatchklubbens vedtægter og matchproportioner, samtidig med at tilmeldingsblanketten blev ophængt på klubbens matchtavle.

Af vedtægter og opslag for deltagelse og tilmelding til parmatchen, fremgik det ikke, at der var tale om en åben turnering med løbende mulighed for tilmelding. Endvidere ville man kun kunne tilmelde sig, hvis man som par tilmeldte sig alle turneringens matcher og indbetalte et samlet beløb på 400,-kr.
Det fremgik ligeledes, at der var tale om en adgangsbegrænsning på i alt 36 par. Det fremgik endvidere af vedtægterne, at man ønskede at oprette en privat konto for indbetaling af turneringsfee, hvilket ikke er i overensstemmelse med SGM forretningsorden for turneringer, hvor turneringsfee skal indbetales på SGM konto for samme.

SGM turneringsudvalg kontaktede derfor Parmatchklubbens turneringsudvalg, for at få rettet disse forhold. Mailkorrespondancen antog imidlertid et sådant omfang, at SGM fandt det nødvendigt, at indkalde til et møde med Parmatchklubben. Dette skete den 16. april kl. 1830.

Møde mellem SGM og Parmatchklubben 16. april kl. 1830:

Fra SGM deltog:
Peter M. Floridon
Leif Sønderstgård
Benny Jensen

Fra Parmatchklubben deltog:
Kaj Christiansen
John Munthe
Peter Schultz
Finn Olsen

SGM fremlagde ovennævnte forhold for Parmatchklubben og anmodede om, at vedtægter og ophængte matchproportioner blev ændret, så disse beskrev en åben turnering, da der ellers ville være tale om, at Parmatchklubben ville fremstå som en fraktion, hvilket SGM siden efteråret 2011 havde understreget ikke ville kunne accepteres.

Efter en del drøftelser enedes man om, at åbne turneringen for indtil 52 par, hvilket er en acceptabel praktisk limitering for afviklingen af en match.
Der ville også blive mulighed for løbende tilmelding for par, som kun ville kunne deltage i en enkelt eller nogle få af parturneringens matcher.
Parmatchklubben fik accept på, at kunne beholde hele den indbetalte turneringsfee på egen, til formålet, oprettede konto.

SGM udtrykte sig afslutningsvis meget positivt for det initiativ, som Parmatchklubben havde taget til at skabe mulighed for par, at kunne hygge sig sammen under spillet, som under den efterfølgende middag i restauranten.
Initiativet falder helt naturligt ind i SGM visioner og ønsker om udviklingen af de sociale forhold i klubben.

Efterfølgende modtog SGM de reviderede vedtægter og det reviderede turneringsopslag. SGM havde kun en redaktionel bemærkning om sammenskrivning af to af vedtægtens paragraffer og ellers ingen bemærkninger, da ovenstående forhold var indeholdt i de nye vedtægter og opslag.

Sekretariatet:

SGM meddelte herefter sekretariatet, at:
– Parmatchklubben nu levede op til kravet om en åben turnering for par,
– Parmatchklubben tildeles et antal huller, svarende til antallet af deltagende par, for afvikling af en gunstart,
– Parmatchklubben ikke indbetaler turneringsfee på SGM turneringskonto,
– Parmatchklubben, da den beholder hele den indbetalte turneringsfee, skal betale for serviceydelser fra sekretariatet i f.m. udfærdigelse af deltagerlister scorekort mm., på lige fod med fraktionerne i SGM.
(35,- kr. pr. person for en hel sæson),
– Sekretariatet, hvis der er plads på banen, tillader andre af klubbens medlemmer at spille parallelt med Parmatchklubben, men uden for dennes turnering.

Sydsjællands Golfklub Mogenstrup:

SGM er yderst overrasket over Parmatchklubbens beslutning om ikke at fortsætte med turneringen. Vi forstår ikke, at man ikke genoptog dialogen med klubben, hvis der fortsat ikke var forståelse for de ovennævnte aftalte krav til turneringen og de heraf følgende konsekvenser.
Ved at undlade at genoptage dialogen med klubben, inden man aflyste de efterfølgende matcher, har man unødvendigt skadet sin egen klub og på meget alvorlig vis.

SGM vil bestræbe sig på at fortsætte turneringen, idet vi finder, at den tvivl man har skabt til klubbens redelighed, over for sine medlemmer, skal genoprettes.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Sydsjællands Golfklub Mogenstrup


Dokument fra parmatchklubben til bestyrelsen

Nok er nok:
Som meddelt efter spisningen ved årets første match den 20. april, indstiller næstformandskabet arrangementet i Parmacthforeningen.
Årsagen er at vi ikke føler SGM i tilstrækkelig grad bakker op om initiativet og det koncept og konditioner, vi vil arbejde med. Vi bliver mødt med bureaukrati og en 'vi plejer' mentalitet, etc.., som vi ikke mere kan godtage, eller ønsker at deltage i.

Forløbet:
Ideen med en parmatchklub er 'stjålet' i Kolding golfklub – hvor den med succes har kørt igennem 10 år.
2011 Parmatchklubben i SGM starter – som et forsøg – godkendt af bestyrelsen
2011 Medlemmerne i Parmatchklubben vedtager på 'generalforsamlingen' efter sidste match, at parmatchklubben skal fortsætte i 2012 dog med ønsket om 5 matcher.
2012 Parmatchklubben indsender ændrede 'vedtægter' mv. til bestyrelsen

Situationen:
Marts / april 20102
Efter diverse skriverier og møder med repræsentanter fra SGM med Benny og matchudvalget/ bestyrelsen Leif Søndestgaard og Peter Floridon, er situationen denne:
1. SGM er generelt imod at lukke banen 4 fredage fra kl. 16.00 – men er modvilligt gået med hertil. Første match var lovet til den 25. maj, men blev uden varsel ændret til den 20. april
2. Vedtægterne er stort set godkendt – bl.a. med den ændring, at det nu er muligt at tilmelde sig til enkelt matcher (god ide fra SGM) På trods af dette ønsker Leif Søndestgård ændringer i vedtægterne som reelt kun er formelle eller sproglige ændringer.                                                                                                                        

3. SGM kræver at Parmatchklubben ikke må hedde 'klubben' da vi ikke må være en ny 'klub i klubben' – men en 'privat klub/ match'. Dette blev imødekommet med navneændring til 'Parmatchforeningen' 😉
4. SGM indvilliger modvilligt i at udfærdige startlister til den første match – (men startlister og scorekort stemte dog ikke overens ?)
5. SGM tager uden varsel startlisten af nettet torsdag den 19. april ca. kl. 18.30 ?
6. SGM vil kun, mod betaling, udføre startlister. Vi har ikke, trods anmodning herom, inden den første match,  modtaget svar på hvad dette så koster ?                                                                                                        Næstformandskabet modsætter sig krav om betaling herfor, idet denne serviceydelse forudsættes indeholdt i kontingentet til SGM.

Bristede forventninger:
Vi initiativtagerne ønskede en mulighed for, at voksne par/ samboende, uden hensyntagen til alder og hcp., kunne mødes og hygge sig over sæsonen, som alternativ til de almindelige klubmatcher, eliten, seniorklubber, 'klubber i klubber', etc., . .
Vores initiativ som havde til hensigt at fremme det sociale og skabe lidt klubliv og ekstra omsætning i klubben er måske en anelse anderledes end andre initiativer. Vi synes sagtens der burde være rummelighed til dette, men bestyrelsen, turneringsledelsen og sekretariatet må åbenbart prioritere anderledes eller prioritere andre hensyn højere, hvilket vi selvfølgelig må respektere.

Tilbagebetaling/ ny start ?:
Inden tilbagebetaling af årsfeen til de nu 20 tilmeldte 'årspar' vil vi, som en del har ytret ønske om, undersøge mulighederne/ konditionerne for at spille matcherne med spisning og afslutningsfest, mv. i en anden klub.

Den 22.04.2012 Kaj, Peter, Finn, John – som da gjorde forsøget – tak for sjove timer sammen til alle jer som deltog.