Sydsjællands Golfklub, Mogenstrup fejrede torsdag den 6.juni 2024 sit 50 års jubilæum med en festlig reception med alt hvad der hører til en sådan. En flag-allé viste vej til cafeen, hvor gæsterne blev budt på en flot og lækker buffet. Rigtig mange deltog og huset genlød hurtigt af glade stemmer, et par enkelte hurra-råb og nogle sjove og festlige taler.


Formand Svend Erik Hansen startede med at takke alle de frivillige, som hver dag gør en indsats for klubben samt alle medlemmerne som giver fysisk og socialt velvære til hinanden og som giver ånd og sjæl til klubben.
– Gennem 50 år har vores klub været en skabende forening – og den er skabt af frivillige, sagde Svend Erik Hansen.
Han takkede også de ansatte, som sørger for at banen og sekretariatet fungerer optimalt.
Men også de de mange andre aktiviteter, som foregår i klubbens regi fik en tak; de vilde bede, fuglekasserne, den velfungerende café og den årlige golffestival, som i år er omdøbt til jubilæumsfestival.
– Vi harI 2023 blev der spillet 30.000 runder på vores 43 hektar store bane – de 5.000 runder blev spillet af gæster.

Borgmester Carsten Rasmussen (Soc Dem) ønskede tillykke til klubben med den milepæl, det er at nå de 50 år.
– Jeg var jo ikke så gammel da klubben blev etableret, men jeg lagde mærke til den spæde bane, når vi kørte på besøg hos min mormor og morfar.
– Formanden taler om frivillige. Det kommer jo af ordene “fri” og “vilje” og her har der virkelig været stor vilje til at få banen til at se flot og indbydende ud.
– Jeg er også meget imponeret over jeres mange stærekasser – altså ikke politiets – men fuglekasserne, sagde Carsten Rasmussen, der som altid holdt en glad og positiv tale.
– I er en vigtig perle i kommunen, sluttede Carsten Rasmussen sin tale.

Byrådsmedlem Charlotte Roest (Soc Dem) startede med rose vores fantastiske bane. Hun fortalte, at da hun og manden flyttede til Tappernøje, begyndte de begge at spille i Sydsjællands Golfklub. Hun er nu stoppet, men hendes mand spiller her stadig.
– Når det er solskin er han her, men så ved jeg jo også hvor han er, grinede Charlotte Roest.
– Jeg bliver helt glad i låget, når jeg kører forbi og ser jeres verdensmålsflag, der flagrer vildt i vinden. Tak for at I gør noget godt for en bæredygtig fremtid, sagde Charlotte Roest.
Herefter opfordrede hun klubben til at gøre endnu mere for verdensmålene og hun sluttede den festlige tale med at overrække en meget stor pakke frø til et “vildt-bed”.
– Der er plads til det ude mellem hul 14 og 15, smilede hun.

Forhenværende folketingsmedlem Helge Adam Møller har været medlem af klubben i 48 år og han fortalte om de første år, hvor der hver anden søndag, blev spillet “Stenopsamler-match”. Her fik alle en spand med ud og den skulle helst fyldes med sten.
– Og hver anden søndag spillede vi “Plante-mach”. Her fik vi en masse små træer med, som vi kunne plante mellem slagene. Det er dem, der nu er mange meter høje, sagde Helge Adam Møller
– Når jeg nogle gange fik slået ned i jorden, blev jeg belært om at der var en lille kugle og en stor kugle (jorden). Den lille kugle skulle placeres på den store kugle og så var det altså den lille kugle, men skulle slå afsted.
– Vi startede jo med 9 huller. Min kammerat Sten Mikkelsen og jeg spillede først to runder. Herefter holdt vi en lille pause og så spillede vi endnu to runder, altså i alt 36 huller. Vi startede klokken 7.30 om morgenen og som regel var vi færdige kl. 12.30.
– Dengang var der ingen tidsbestilling, så man stillede sig bare op ved første tee og spillede med dem der var der. På den måde mødte man en masse og efterhånden kendte alle hinanden, fortalte Helge Adam Møller.
Han havde flere sjove og underholdende anekdoter og kunne jo nok have fortalt videre i timevis.

Medlem af klubben siden starten, Gunnar Neessen, fortalte om den tidlige start, hvor der kun var 3 huller. Om hvordan det blev udvidet til 9 og senere til 18 huller.
– Jeg har virkelig haft mange gode år her på banen, sagde Gunnar Neessen.
Han var en af pionererne, som skød sine private penge i det spændende projekt og som har oplevet hvordan det er vokset til den store organisation, det er i dag.
Tekst og foto: Birte Kjellander









