Banen er på vej til at tørre op, så vi kan forhåbentlig snart se frem til at banen bliver åbnet i fuldt omfang. Mere om det på fredag d. 3 maj.
Afklip på banen
Der ligger i øjeblikket en masse afklip på banen, da vi ikke har kunnet klippe før der er tørt nok til at maskiner kan køre der uden at skade banen. I vil derfor det næste stykke tid kunne observere, at vi kører med vores bladopsamler for at få fjernet græsafklip fra både fairways og rough.
Vi fortsætter med at klippe løbende som områderne tørrer op.
Blomsterbede
Vi vil starte op på at få luget i blomsterbedene, så vi kan få sået blomster i dem i den kommende tid.

Nedbør
Det har jo været en rekord våd vinter siden man begyndte at måle dette omkring 1850. Samtidig har april lige slået endnu en våd rekord hvad angår nedbør. Dette har været kraftig medvirkende til, at vores bane har stået under vand nærmest siden starten af december.
Dræning
Vores slamsugningsfirma kommer i morgen, tirsdag den 30. april, for at prøve og spule drænet, der løber fra hul 17 henover hul 4/5 og fortsætter ned mellem hul 4 og 7 ned til mosen bag hul 7 green.
Vi har hidtil spulet alle dræn hver 2./3. sæson alt efter økonomi, men må nok se i øjnene at skulle spule minimum hver 2. sæson i fremtiden. Lige nu og resten af sommeren har vi en opgave med at finde og udbedre de skader, der er på denne drænledning. Det var meningen der skulle spules til efteråret og det vil vi stadig gøre, så vi er sikre på, at de virker til næste vinter, selvom vi i løbet af sommeren får repareret de skader, der er på drænledningen.
Vinterskader
Vi har, som de fleste sikkert kan se, været ramt af svampeangreb (sneskimmel) i vinter. Der var hele 3 gange i vinters, hvor der kom snedække uden frostvejr først, som helt klart er at foretrække i forbindelse med at undgå svampeangreb. Vi har derfor valgt at fremrykke vores første eftersåning af greens til forhåbentlig i næste uge, hvis vejret holder så vi kan få lukket de sidste huller fra vinterens svampeskader.
Klargøring af banen
Græsset på greens er efterhånden i god groning, så vi er begyndt at sætte klippehøjden ned og vi regner med i medio maj at være nede i vores normale sommerklippehøjde.
Vi har allerede topdresset greens 2 gange og regner med at topdresse igen i næste uge i forbindelse med, at vi vertikalskærer og eftersår vores greens.
Vi har gødet alle vores forholdsvis nyplantede budskadser på hul 8 og 11 og vi vil i de kommende uger kunne ses gøde både greensområder, teesteder og fairways.

Driving range
Driving range har også været ramt af de voldsomme regnmængder og vi vil derfor være nødt til at lukke den på torsdag den 2. maj fra 8.30 – 15.00, for at få klippet det sidste græs ned, opsamle alt det afklip der ligger og få den klippet ned til normal højde samt opsamlet afklip igen.
De bedste golfhilsner.
Chefgreenkeeper
Henrik Holm Hansen
