Jeg vil gerne starte med at takke de frivillige som hjalp til på frivilligdagen d. 24. september.
Vi har i denne uge fået første læs af det nye bunkersand og regner med, at vi begynder at skifte sandet i bunkerne fra primo november, når der ikke er andet klargøring af banen til vinter som trænger sig på.
Vi har i et par dage i denne uge lavet hul 14 om til et par 3 hul, imens vi har lavet området omkring Fladsåen, hvor en del af vores vandingsanlæg var blevet frilagt.
Vi har søgt kommunen om tilladelse til at genetablere området, så vi ikke fremadrettet får problemer med vandingsanlægget i dette område. Arbejdet er lige blevet færdig så fra fredag d. 29. september spilles hul 14 igen som normalt.
Vi er også i denne uge begyndt eftersåning af greens, så I vil de næste par uger se en “ny” maskine arbejde på banen med eftersåning af først greens og bagefter fairways.
Vi er også i gang med at stikke vejbred manuelt fra vores greens, så I vil kunne se, at vi har været der, da vi efterfølgende topdresser hullerne med topdress iblandet greensfrø.
Dette var en lille opdatering omkring det nuværende arbejde på banen.
Greenkeeperne håber alle medlemmer får en god efterårssæson på banen og vi vil, så snart det er nødvendigt, indføre vores lokalregel om fridrop for blade.
Chefgreenkeeper
Henrik Holm Hansen