Formandens indlæg juli 2013

Opsigelse af forpagtningsaftale med restauratøren

Peter M Floridon
Peter M Floridon
Formand


Debatten på klubbens hjemmeside har for mig været overraskende negativ og følelsesladet. En debat der har beskyldt bestyrelsen for at være følelseskold, inkompetent og mangel på vision for klubben og dens udvikling. Det sidste på trods af udgivelsen af Vision 2012 – 2020, udgivet sidste år.

Der er nogen, der mener, at bestyrelsen burde være kommet med sin detaljerede redegørelse for opsigelsen, inden debatten tog fat. Det er selvfølgelig et udmærket argument, men omvendt kunne man vel også sige, at man ikke burde betvivle sagligheden i bestyrelsens afgørelser?

Så frem for en følelsesladet og ophedet debat, kunne man blot telefonisk have kontaktet bestyrelsen, hvis man betvivlede afgørelsen. Så havde klubben ikke fremstået offentligt med en uoverensstemmelse. En offentlig debat, som vel ikke har gavnet klubben?

Der er en del, der har stillet spørgsmål under debatten. Det er ikke muligt for mig, at svare hver enkelt af jer, eller svare på de mangfoldige spørgsmål og insinuationer. Derfor vil jeg opfordre de af jer, der stadig har noget på sinde, at kontakte mig for en personlig samtale.

Åbenhed i bestyrelsesarbejdet
Der har fra flere sider været stillet spørgsmål til bestyrelsens åbenhed i sin kommunikation med medlemmerne, senest i forbindelse med emnet herover.

Arbejdsgangen i bestyrelsen er beskrevet i bestyrelsens forretningsorden, hvorunder man også finder beskrivelse af de funktioner, som de enkelte bestyrelsesmedlemmer løser i bestyrelsen.

Når bestyrelsen sagsbehandler og drøfter aktuelle emner eller projekter, bliver medlemmerne som regel først informeret, når der er truffet en beslutning. Dette gælder primært personsager, hvor åbenhed ville skade personens omdømme og sager af økonomisk eller forhandlingsmæssig karakter, hvor åbenhed ville forhindre eller fordyre en løsning eller umuliggøre en sådan.

Hvis bestyrelsen har behov for supplerende viden, indhentes denne viden hos de kapaciteter, som bestyrelsen finder egnede til at bibringe bestyrelsen den nødvendige viden.

Når bestyrelsen har behov for en åben debat blandt medlemmerne, så opfordrer vi selvfølgelig til det. Dette forhold gælder også modsat, idet alle medlemmer er velkomne til at stille bestyrelsen relevante spørgsmål til klubbens drift eller vedtægter mm.
En sådan debat vil klubben opfordrer til efter sommerferien.

Senest, i marts måned, måtte bestyrelsen desværre aflyse et medlemsmøde, da kun 5 medlemmer havde tilmeldt sig mødet.

Bestyrelsens vision for klubben 2012 – 2020
Bestyrelsens vision 2012 – 2020 er under revision. Vision 2014 – 2022 forventes at blive udsendt i løbet af efteråret.

Banen, dens pleje og Bane Hus udvalget
Vores bane er i tip top stand. Det har taget klubbens greenkeepere ca. 8 – 10 år at udvikle banen til den standard, som den har nu.  Vi er blevet rost fra mange sider, ikke mindst fra andre greenkeeperes side.

Dette skyldes Per Sørensen og hans team af yderst engagerede greenkeepere, der går op i deres arbejde med stor ildhu. Tak for det!

Bane Hus udvalget har fået en ny formand i Peter F. Jakobsen og jeg byder hermed Peter velkommen til denne vigtige post. Bestyrelsen ser frem til et positivt og udviklende samarbejde med udvalget.

Der er oprettet et underudvalg til Bane Hus udvalget. Underudvalget har til opgave, i samarbejde med Bane Hus, at udvikle konceptet for en forskønnelse og nyindretning af restaurationsområdet. Indledningsvist bliver der tale om lidt ”tørtræning”, da klubbens økonomi for nuværende ikke tillader de store forandringer. Men det er meget glædeligt, at initiativet til oprettelsen af dette underudvalg, kom fra medlemmernes side, der i f.m. Åbent Hus dagene, fik pyntet fint op i lokalerne. Tak for det.

Par 3 banen er åben for gratis spil
Her i juli åbnede par 3 banen for gratis spil. Fra første dag, har dette været en succes, der forhåbentlig gerne skulle medføre en større interesse for at spille rigtig golf og derved blive fuldgyldigt medlem i vor klub.

Det bliver interessant at se, om vi på denne måde, kan hverve flere medlemmer. Så benyt chancen til at invitere venner og bekendte med ud at ”spille golf” og få interesse for sporten.

Frivillige hjælpere i klubben
I mit indlæg i februar opfordrede jeg de af klubbens medlemmer, der havde tid og lyst, til at melde sig, som frivillige til hhv. banens pleje og til forskellige servicefunktioner.
Ud over den gamle garde, der hjælper begynderudvalget med at indsluse nye medlemmer og de, der er medlem af klubbens forskellige udvalg og underudvalg, er der kun nogle ganske få medlemmer, der har tilbudt sig som hjælpere.
For at lette trykket på den faste stab i sekretariatet og de få, der hjælper som startere i week end’n, har bestyrelsens medlemmer nu meldt sig til også at understøtte denne servicefunktion.

Klubben har stadig behov for flere frivillige! Kontakt venligst sekretariatet.

Klubbens medlemssituation og mulige tiltag til medlemsfremgang
Vor medlemssituation kunne sagtens være bedre. Klubbens indsats for at hverve nye medlemmer under Golfens Dag og Åbent Hus i april måned, var en vel gennemført aktivitet. Denne tiltrak ca. 100 besøgende, hvoraf ca. 30 tilmeldte sig hhv. begynderkursus og fadderordningen.

I maj og juni har vi haft et par dage med ”tag med ud at spille golf”, hvilket begge gange var besøgt af ca. 20 interesserede, der spillede sammen med en erfaren golfspiller.
Klubben skal herved udtrykke stor tak til de medlemmer, der deltager i begyndertræningen, fadderordningen, tager en med ud at spille, eller på helt anden vis skaffer nye medlemmer til klubben!

Men alle anstrengelser til trods, så lykkes det os kun lige at holde status quo på omkring 750 aktive medlemmer. Dette antal er lige akkurat stort nok til, at vi kan dække udgifterne til en fornuftigt ledet administration og drift af klubben, der dog stadig vil være afhængig af green fee indtægterne for at årets resultat ender i plus.

Vi skal have flere medlemmer, så vi må fremover tænke i andre baner, end vi hidtil har gjort, uagtet at indsatsen for at hverve medlemmer hidtil har været maksimal og engageret fra medlemmernes side.

Sekretariatet har ofte fået forespørgsler fra golfspillere fra andre klubber, om vi stadig forlanger indskud ved indmeldelse. Hvilket vi jo gør.

Vi skulle måske begynde at overveje at afskaffe indskuddet eller nedsætte dette til et symbolsk beløb?

Vi kunne måske også give bestyrelsen mandat til at reducere det første års kontingent for nye medlemmer, eller på anden måde tilpasse sig ”markedssituationen”?

Bestyrelsen vil i løbet af sommeren lægge op til en debat om medlemmernes holdning til disse emner. Men inden da, modtager bestyrelsen gerne input fra medlemmerne for hvilke andre tiltag der kan gøres for at vi kan hverve flere medlemmer. (Gerne som mails til bestyrelsen).

Vi må se at få klippet tjørnehækken ned og se fremad. Intet er som det var for 20 år siden.

Etablering af nye udvalg

Markedsføring
Bestyrelsen er kommet til den overbevisning, at hvis vi skal følge med tiden og udviklingen i samfundet og dermed grundlaget for at hverve flere medlemmer til klubben, så må vi etablere et Markedsførings-, sponsor- og rekrutteringsudvalg, der også vil omfatte PR-virke.

Udvalget skal oprettes snarest muligt, for i løbet af efterår/vinter, at afklare den kurs og de tiltag, der bringer klubbens medlemstal op, forøge sponsor- og reklameindtægter, samt tydeliggøre klubben i medierne og på de sociale netværk.

Klubben har siden april fornyet sin profil og image på facebook, hvilket allerede har givet en del opmærksomhed. Men vi skal blive meget bedre.

Klubbens 40 års jubilæum
Da økonomien også næste år vil være lidt sløj, men med et positivt resultat, vil festligheden i anledning af klubbens 40 års jubilæum være præget af dette forhold.
Men det betyder ikke, at vi ikke skal fejre vort jubilæum, om ikke andet så på frugal vis.
Udvalget skal oprettes snarest muligt for, i løbet af efterår/vinter, at afklare hvilke festligheder og aktiviteter, vi kan overkomme.

GEO certificering af klubben
Det var klubbens hensigt at blive GEO certificeret i f.m. klubbens 40 års jubilæum den 06. juni 2014.

Desværre lykkedes det ikke at finde en projektleder, der kunne styre og dokumentere projektet.

Klubben vil fortsat søge at finde en projektleder.

Hermed opfordrer jeg de medlemmer, der har en interesse for eller en professionel baggrund i ovennævnte områder, til at tage kontakt til sekretariatet. Efterfølgende vil bestyrelsen indkalde de pågældende til et møde efter sommerferien og her drøfte formål, mål og økonomi til disse udvalg.

Turneringer
Der har været en rigtig pæn deltagelse i turneringerne frem til nu, hvilket er glædeligt for såvel sponsorerne af turneringerne, som for deltagere og klubben. Bliv ved med det!

Klubben havde, i samarbejde med Køge GK, en intension om, at etablere en turnering, Am/Am, over to dage i august (10/11. august).

På grund af manglende sponsorer, måtte vi desværre aflyse denne turnering.

Planen var, at spille de to baner over to dage, med et mix af medlemmerne fra de to klubber de enkelte dage og afslutte med en samlet spisning i den ene af klubberne.
Men vi giver ikke op og begynder nu planlægningen af denne turnering, til afvikling i august 2014.

På sigt kunne turneringen måske udvikles til en turnering over tre dage?

Reklamer for klubben
Klubben har fået fremstillet streamers til påklæbning af bil, vindue, butik e,l,, med teksten ”Spil golf i Sydsjællands GK”. (Sponseret af firmaet Epson og formidlet af Frank Krüger).
Firmaet Børge Jakobsen & Søn, har allerede givet tilsagn om at sætte streamerne på firmaets biler. (Ca. 80 stk.)

Henvend jer i sekretariatet og få udleveret en gratis streamer.

Reservation af tider
Systemet virker efterhånden godt. Men brugen af det, kan blive meget bedre. Specielt hvis man husker at afmelde sine tider, når man går ud før tid, eller slet ikke anvender tiden, der er booket.

Ved ikke at afmelde sine reservationer, mister andre medlemmer muligheden for reservation, ligesom sekretariatet ikke har mulighed for at sælge samme til vore gæster.
Det er kun en opringning til sekretariatet, hvis man ikke er i nærheden af en computer.

Afslutning
På bestyrelsens vegne ønsker jeg vore medlemmer, forpagtere, personale og familierne en god og forhåbentlig ”tør” sommer.

 

Peter Michael Floridon
Formand