Formanden har ordet (2)
APRIL 2012
Indledning
Jeg afsluttede mit seneste ”Formanden har ordet” brev med:
”Jeg glæder mig til sæsonen begynder og til at vi sammen kan mødes igen og have en positiv og fornøjelig oplevelse på og omkring vores dejlige golfbane.”
Det mener jeg også er hvad der er sket for de fleste af os, siden vi åbnede banen den 15 marts, selvom vejret ikke helt har levet op til vore forhåbninger, men vist sig fra den blæsende og kolde side. Selv et kraftigt tordenvejr har vi måttet opleve.
Det har også ”tordnet” på en anden måde end vejrmæssigt. Det var med stor skuffelse, at jeg modtog oplysningen om, at den nu nedlagte Parmatchforening besluttede sig til at aflyse de resterende matcher i turneringen.
Jeg er stadig lidt rystet over denne drastiske reaktion fra både initiativtagernes side, som fra de øvrige medlemmers side. En reaktion som vi burde have været foruden, hvis begge parter havde været bedre til at kommunikere.
Det er absolut ikke bestyrelsens hensigt at hindre initiativ til at fremme det sociale islæt i klubben, ligesom det heller ikke er bestyrelsens hensigt, at skabe flere begrænsninger end de nuværende.
Ny Parmatchturnering
Bestyrelsen har besluttet at genoplive parmatchturneringen. Turneringen vil fortsætte på de allerede planlagte fredage i månederne juni, august og september.
Der vil blive udarbejdet nye turneringsbestemmelser, der vil tillade løbende tilmelding for par af alle aldre, sammensætning og også tillade deltagelse af par fra andre klubber. Efter den enkelte match vil der være spisning og på den sidste matchdag i september, vil der også være mulighed for en svingom.
Åbent Hus dagen
Åbent Hus Dagen blev en succes!
Ca. 120 besøgende dukkede op på en kold og blæsende dag, iblandet et par mindre regnbyger. Når man tager i betragtning at landsgennemsnittet denne dag var ca. 70 besøgende, så har vi ikke gjort det helt ringe.
Rigtig mange af vore medlemmer var dukket op, for at hjælpe med at vise rundt og hjælpe på driving- og puttingrange, eller de kom for at spille 9 hullers golf med de besøgende, der ønskede denne form for introduktion til golfsporten.
Elitespillere og proerne havde stillet sig til rådighed, for at instruere de mange, der ville forsøge sig på driving- og puttingrange, eller som ville følge elitespillernes demonstration af golfspillet på den store bane.
Resultatet af den store indsats, som vore medlemmer ydede forud for og på denne dag blev:
24 begyndere der meldte sig til 10 ugers kurset,
10 begyndere der meldte sig til 4 ugers kurset med en fadder og
15 nye medlemmer med HCP.
FLOT KLARET!
Men vi stopper ikke her. Åbent Hus ideen fortsætter gennem hele sæsonen i år, med forskellige tiltag, som invitation til sports- og helseklubber, samt de tiltag som vore medlemmer måtte udføre i form af at invitere arbejdskolleger, venner eller familie til at prøve en dag i golfens tegn.
Efterfølgende har vi evalueret Åbent Hus dagen, så vi har mulighed for at være bedre rustede til lignende arrangementer i kommende sæsoner.
Fraktionerne
Fraktionerne er alle godt i gang med årets programmer. Jeg blev inviteret til at deltage i veteranernes åbningsmach i marts, hvilket glædede mig meget, da jeg derved fik mulighed for at få et bedre kendskab til denne del af vor klub. Det blev en god dag, hvor jeg også fik lejlighed til at orientere om klubbens visioner og den kommende Åbent Hus dag.
Superseniorerne har ”truet” med en lignende invitation i juni, hvilket jeg håber på og ser frem til med stor interesse.
Herreklubbens første gunstart med efterfølgende spisning den 03. april, blev også en god oplevelse, sammen med de ca. 90 fremmødte herrer.
Klubben afholder sit 2. fraktionsmøde den 28. juni kl. 1900 i klubhuset. Invitation og dagsorden udsendes i maj måned.
Etablering af baneservice
Erland Jacobsen har indvilliget i at forestå og etablere et baneservice korps, der i denne og kommende sæsoner skal varetage starter- og servicefunktion på banen. Foreløbig har 11 medlemmer meldt sig til denne opgave og der er plads til flere frivillige.
Det er en vigtig funktion, der skal tilsikre at spillet går glidende og tvistigheder undgås eller løses.
Funktionen bliver ikke mindre vigtig af, at sekretariatet nu generelt vil kun være åbent på særlige turneringsdage i week end’s. Proshoppen vil i de øvrige week end’s varetage sekretariatets funktion overfor green fee gæsterne.
DGU greenfee-rabatordning (Forespørgsel til klubberne fra DGU)
Bestyrelsen har på sit møde den 26. april, besluttet at bakke op om oprettelsen af DGU greenfee-rabatordning. Ordningen er for spillere med fuldtidsmedlemskab, men ikke for spillere med flexmedlemskab.
Formålet med ordningen er, at fortjenesten på rabatordningen kommer klubberne til gode.
Prisen for et medlemskab sættes til 400,- kr. for en sæson, for at være konkurrencedygtigt til andre etablerede ordninger. Ordningen giver ret til én rabatrunde i de tilmeldte klubber.
Tilmelding og betaling sker via golf.dk. DGU database husker tilmeldingen og vil ved fremtidige online booking, tilsikre den bedste rabatordning, som spilleren er berettiget til.
Den ny rabatordning er endnu ikke vedtaget eller trådt i kraft!
Golfbanen
Banen er godt på vej til at hele sårene fra sidste års våde sommer og svampeangrebene på vore greens, godt med noget varme. Dræningen af banen virker efter forventning og områder, der i årevis har været våde eller fugtige, fremstår nu tørre og spilbare.
Vi er nu gået i gang med renovering af de 5 teesteder som der er sat penge af til i budgettet 2012. Vi starter med 4. teested. Selve opretningen vil ”kun” tage en1uges tid, men rullegræsset skal bruge lidt tid til at sætte rødder, så vi forventer det er klar til brug efter 4 til 6 uger. Der vil i perioden være midlertidigt teested foran 4. hul. Når teested 4 er klar til brug, går vi i gang med teested 7.
Vi vil også i løbet af de næste par uger gå i gang med en oprensning/renovering af grøften på 1. til 18.. hul.
Der vil også ske en mindre ombygning af bunkeren til venstre ved 18. green, så når vi har de kraftige regnskyl, vil vandet løbe uden om bunker og ikke ned igennem bunker. Hver gang det sker, opstår der kraftige regn render.
Der vil i den kommende tid blive lagt fliser inde i gården. Det bliver på den del af gården hvor man går langs muren hen mod døren til restauranten.