Torsdag d. 11. juni blev der traditionen tro afholdt turnering for klubbens sponsorer. Og til dette års arrangement var der ca. 60 fremmødte – Dette er en af klubbens måder at sige tak til de firmaer og enkeltpersoner, der støtter golfen i Mogenstrup.
Inden matchen blev der netværket på driving range, hvor der blev budt på grillpølser, øl/vand – og hvor arrangementet blev krydret med besøg af Karsten Maas med hans trick golf show.
Herefter var det sponsorernes tur til at afvikle en 9 hullers turnering. De gæster og forretningsforbindelser, der ikke havde et golf handicap, blev under kyndig vejledning af Claus Thane indført i spillets finesser, hvorefter turen gik til par 3 banen.
Den succesfulde aften blev afsluttet med en dejlig buffet i klubbens restaurant – Cafe Luc – hvor der var en livlig snak ved bordene.