Elite Herrer Nyhedsbrev Nr. 2-2013

Elite Herrer – 2. nyhedsbrev 2013

Status
Her en frisk status fra herre elite truppen, inden at sidste match weekend finder sted i weekenden 3-4. august.

Som positiv indledning kan oplyses at vores 1. hold der er placeret i 3. division stadig er med i kampen om oprykning til 2. division, der er sæsonens helt klare målsætning. Det kræver sejre i de sidste to kampe, hvilket vi også tror og arbejder efter.

For dem der er interesserede skal der allerede nu sættes et kryds i kalenderen ved den 4. august, da matchen denne dag mod Møn på udebane, højst sandsynligt vil være i en direkte duel om førstepladsen der giver adgang til oprykningsspil.

Vores 2. hold der ligger placeret i 4. division er suveræne, og ligger på en klar førsteplads. Alle kampe er vundet. Det siger rigtigt meget om bredden i vores herretrup. Desværre kan denne førsteplads ikke byttes til en oprykning til 3. division, MED MINDRE at 1. holdet rykker op, da man ikke kan have to hold i samme division.

Matcher
Der er 4 hold i hver divisionspulje, hvilket vil sige vi spiller 6 kampe. 3 ude samt 3 hjemme.
Indtil videre har vores hold i 3. division vundet suverænt på hjemmebane, men desværre også tabt på udebane.

Status er således 4 kampe spillet, 2 sejre på hjemmebane, samt 2 nederlag på udebane.

Vi er 7 spillere på holdet, og der spilles én foursome samt 5 singles. Foursome giver 4 point for en vundet, og singles 2 point. Det betyder at foursome betyder rigtigt meget, og hvis man taber denne skal man vinde to singles, blot for at udligne.

Set over de sidste sæsoner – inklusiv denne -, har vi et godt tag på singles, men vi har derimod haft svært ved at finde en foursome som er rigtigt stabil. Foursome er en spændende konstallation, og det giver ikke altid det bedste resultat at sætte de to bedste spillere sammen. Der skal være en forståelse og kemi mellem spillere, således at man i modgang f.eks. ikke bliver sur på sin medspiller, eller man under runden kommer i en diskussion om hvilket slag der er bedst lige i den pågældende situation. Vi havde for et par år tilbage en foursome med Morten Vinther og Jesper Høst der stort set altid vandt, og de to supplerede hinanden rigtigt godt. Da Jesper nu slår sine folder i Kokkedal, har vi blot ikke genfundet den stabilitet i foursome endnu, som er så vigtig. Vi er lige nu ved at se hvorledes at Sebastian Rasmussen og Frederik Birkelund danner makkerpar. Det er to af vores yngre og bedre spillere (de bedste i følge dem selv 🙂 ), og der vil være meget fornuft i at få dem sat sammen i en foursome som giver stabiliteten, hvilket vil sige sejre.


 

Næste – og sidste matchweekend – 3-4. august

3. division
Der skal bruges to sejre i de sidste to kampe for at slutte på 1. pladsen der giver adgang til oprykningsspil.

Lørdag den 3. august spilles på hjemmebane mod Storstrømmen. (Start kl. 8.50)
Søndag den 4. august spilles på udebane mod Møn. (Start kl. 08.00)

Hvis vi vinder lørdagens match mod Storstrømmen, vil matchen på udebane mod Møn være afgørende for hvem der slutter på 1. pladsen.

4. division
Holdet skal bruge én sejr i en af de sidste to kampe for at være 100 % sikker på førstepladsen.

Lørdag den 3. august spilles på udebane mod Falster  (Start kl. 8.00)
Søndag den 4. august spilles på hjemmebane mod Møn. (Start kl. 08.00)

Øvrige elite-matcher.
Der er en relativ lang pause fra forårets divisionskampe til de sidste afvikles i august.
I denne periode spilles der individuelle turneringer, og der leveres også gode resultater af spillere fra Sydsjælland.

DA-Tour som en løbende turnering gennem hele sommeren på forskellige baner, har haft Morten Vinther som samlet vinder en weekend, hvilket også er beskrevet selvstændigt under nyhedsbreve.

Samme DA-Tour gæstede Sydsjælland søndag den 30. juni, hvor mere end 70 spillere fra klubber på Sjælland deltog.

I Eliterækken var Sydsjælland repræsenteret med 5 spillere, og disse var så gæstfrie at placere sig på de første 5 pladser. Vinder af Eliterækken blev Jesper Villadsen, med Jan Nielsen, Dennis Andersen, Morten Vinther og Niclas Mathiesen på de efterfølgende pladser. I mesterrækken vandt Mette Mikkelsen fra vores dametrup, og med Jørn Spenner på en tredjeplads.

Vi har i klubben en løbende Elitematch – Elitepokalen – som afvikles over en række matcher gennem sæsonen, og afsluttes med kåring af en samlet vinder. Den seneste match afviklet 6. juli blev hos herrerne vundet af Simon Denwers i en score på 70 brutto, 2 under par. Hos damerne vandt Helle Bennebo Hansen.

Afslutning
Husk at sætte kryds i kalenderen den 3-4. august. Kom ud og se vores spillere i aktion sidste og afgørende matchweekend.

På vegne af sportsudvalget,
Jan Nielsen