Banen er lukket

Så slap frosten, sneen er ved at smelte og græsset kommer til syne igen. Forhåbentlig kan vi snart åbne op for spil på den store vinterbane igen.

Frosten har været godt i jorden. Derfor tager det også tid før den slipper helt. Ved tøbrud er spilleoverfladen ekstremt sårbar og alt trafik er potentielt en dræber for græsset.

Lige nu kan den smeltende sne kun rende på overfladen, da jorden stadig er frossen. Nogle steder helt ned i 15-20 cm. Først når frosten er fri af de øverste 8-10 cm er det forsvarligt at åbne banen igen.

Vand udvider sig når det fryser, også nede i jorden. Dette skaber hulrum mellem jordpartiklerne. Det er derfor alt virker mere porøst, når frosten forsvinder.

På denne baggrund vil vinterbanen og par 3 banen IKKE blive åbnet i den kommende uge. Det samme gælder ALLE træningsområder på nær måtter ved driving range.

Vi håber på, at frosten fortrækker sig hurtigt og at foråret viser sig, så vi kan få gang i græsvæksten igen.

Vi giver besked, når vinterbanen og par 3 banen åbner igen.

Ha’ en rigtig god dag.

Venlig hilsen

Greenkeeperne