Bæredygtig opfindelse i Sydsjællands Golfklub får stor opmærksomhed

Sydsjællands Golfklub og Second Sun samarbejder nu om at skaffe mere lys til skyggeområderne på golfbanerne. Det sker gennem Second Suns bæredygtige solreflektor system, som på et mobilt anlæg året rundt kan spejle sollys ned på banerne i skygge. Med det tilførte sollys forlænges ydersæsonerne for golfspillerne, kvaliteten på banerne øges og brugen af bl.a. pesticider begrænses. Systemet har allerede vist sit værd gennem opsætningen på Brøndby Stadion – og nu er tiden kommet til en premiere i golfverdenen.

Chef greenkeeper, Henrik Holm Hansen, fra Sydsjællands Golfklub siger: “Effektive og også bæredygtige løsninger er en del af vores plan for at forbedre og vedligeholde baneområdet og dermed også øge kvaliteten af banerne. Gennem Second Suns solreflektorer håber vi på at kunne forbedre væksten på specielt de berørte skyggeområder og dermed formindske brugen af pesticider til bekæmpelse af f.eks. svampesygdomme og andre skadevoldende elementer. Med en bæredygtig løsning imødekommer vi samtidig vores spilleres ønske om et generelt hensyn til miljøet. Et forbedret baneområde vil desuden også betyde en udvidelse af ydersæsonen for spillerne, hvis vi kan få optimeret væksten i de berørte græsområder”.

Stor dansk fokus

Second Sun er en virksomhed i København med CEO Nicolai Moustgaard i spidsen. Han siger: ”Vi er meget glade for samarbejdet med Sydsjællands Golfklub, som har taget godt i mod vores ide og løsning med den mobile opsætning af solreflektor systemet, som peger ned på de skyggeområder, der mangler sollys. Vi har lavet solanalyser for de berørte områder og har grundigt testet systemets umiddelbare virkning på græsvækst.

Vi er meget glade for Sydsjællands Golfklubs beslutning om at sætte det mobile system op og har også fået mange henvendelser fra andre golfklubber i Danmark, som kæmper med den samme udfordring med skygge på banerne. Desuden er der indgået aftale med Hornbæk Golfklub, som også ønsker at bruge systemet. På sigt er det så planen også at sælge systemet til golfklubber i udlandet”, slutter han.

Facts om systemet

Second Suns system er baseret på solreflektorer, som automatisk og intelligent reflekterer solen ned på det ønskede græsområde. Systemet er en helt ny, dansk teknologisk opfindelse, som er både 100% bæredygtig og yderst økonomisk. Det vil generelt øge kvaliteten på banerne, fjerne morgenfrost og dug og samtidig reducere sygdomme og deres spredning og minimere behovet for pesticider. Samtidig forlænges også ydersæsonerne for golfspillerne. I dag er systemet med succes opsat på Brøndby IF’s Stadion for at afhjælpe deres skyggeproblemer fra tribunen.

Med i projektet er udover partner klubber:

  • NIBIO – Norwegian Institute of Bioeconomy Research
  • Miljøstyrelsen
  • Dansk Golf Union
  • X3Mgolf

For yderligere oplysninger, kontakt CEO Nicolai Moustgaard på 5360 3638

nm@secondsun.dk eller Chef greenkeeper Henrik Holm Hansen på 3055 3850.

Presse: Presserådgiver, Susanne Louw på 3150 9031 sl@secondsun.dk

Besøg https://www.secondsun.dk/ for mere information.